Du kender det fra dit eget liv, hvadenten det er i form af et kærlighedsscenario eller lignende. Og som alle udfald af dine handlinger, uanset om det er positivt eller negativt, skal du have det bearbejdet hele scenarioet igennem dit følelsesmæssige register.
- Du skal mærke følelsen på tæt hold
- Du skal være i tvivl om, om du har gjort rigtigt/forkert valg
- Du skal forvente en masse tankespind, der gør dig tosset i hovedet
- Du vil sætte tingene i relief hele tiden
- Du vil fremhæve den modsatte ting af 'slutresultatets udfald'
... Sådan er dét nu - Og sådan vil det altid være.
Lad mig tage udgangspunkt i min egen oplevelse af det - hvilket også kan være til din hjælp, da jeg ved du har/haft det lige sådan.
I starten af hele forestillingen gav alt mening, uden at man skulle tænke videre over tingene, men kun koncentrere sig om at være sig selv. Udadtil var alting perfekt! Ingenting gik én på, og man kunne overvinde alt.
Jo tættere og tættere man kom på pokalen, som havde været i syne siden man ønskede dén, jo mere nervøs blev man, for at den forsvandt eller sågar vejen frem til dén blev tåget.
Så snart man kunne række ud efter pokalen, blev den trukket lidt tilbage, så man skulle kæmpe endnu mere for den - Det var med til at blænde vejen og fremhæve tågen endnu mere, så man ligeså godt kunne tage skyklapper på for øjnene.
Følelserne begyndte at spille mere og mere indover ens indre stemme, og ville hele tiden sætte tvivl op omkring, hvad der var godt for én, og hvad der ikke var godt for én.
Fra det øjeblik din indre stemme diskuterer med dit følelsesregister, er det på tide at stoppe op og sætte tingene i relief: Sæt dig ned, redegør tingene for hvad du søger, og hvad du vil gå igennem, for at fuldende søgningen i fryd og gammen!
Samtidig skulle man begynde at forberede sig på, at en masse skygger igen ville dække nedover ens fokus på sin indre stemme. Det underbevidste søgte hele tiden sin bekræftelse på, at det var følelserne der var rigtige, fremfor den indre stemmes vise og kloge ord.
Til sidst stod man på en mark fuldt med ukrudt af døde planter, der ikke havde muligheden for at blive vandet af det magiske vand, som kun pokalen kunne udføre. Man var såret og trist, og ville gøre ALT for at få pokalen til at vande omgivelserne, så det kunne blive det samme smukke syn igen.
Med saltede tårer på kinderne, søgte man en vej igennem den mørke mark, for at finde sit rigtige 'Jeg' igen, men ingen vejvisere kunne guide én igennem det.
Pludselig lysnede det op fra et ukendt sted: Sin indre stemme ville lyse vejen op, så man kunne komme tilbage til virkeligheden.
Fra det tidspunkt den indre stemme tog én i hånden, havde man lyst til at vende sig om, kigge tilbage og gøre alt for at få blomsterne til at gro igen - Og du er villig til at give slip fra lyset og prøve én gang til. For uanset hvad, vil dit håb til uvishedens vej altid lyse mere end din indre stemmes lys.
Det er på dét tidspunkt, du skal igennem den langvarige emotionelle gentagelsescyklus. Det er hårdt, trist, trættende, irriterende og deprimerende - men nødvendigt.
Det sværste er, at skulle udelukke følelsen af, at man har gået i Edens Have, men man må acceptere med sig selv, at troen på sin indre stemme er stærkere end håbet om at vende tilbage til noget dødt, kan få samme liv som da man trådte på den første gang.
Jeg ved, at alle mennesker har kompetencer nok til at kæmpe sig igennem de sværeste ting, og dumhed nok til at flyve igennem sus og dus uden at tro på, at det kan blænde én. Det skader ikke at være opmærksom - Bar husk at være positiv opmærksom.
Jeg kæmper stadigvæk med dét, og ved den indre stemme vil holde mere på mig end forestillingen om, hvad jeg har tilbagelagt. Dén siger, at hver blomst jeg plukkede på marken bag mig, er en erfaring rigere til næste mark jeg skal betræde.
... Næste gang er min indre stemme solen på marken, som lysner de blomster der har brug for det, så alt er godt i det fulde billede.
Kristian
